Broderloge nr. 52 "Urania"

Forsiden

 

Om Loge 52 Urania

Logens segl
                       
                       

HVEM ER VI?

 

I Danmark er der 112 broderloger og 94 søsterloger, som hører under den uafhængige Storloge for kongeriget Danmark. Der er et samlet medlemstal på 14.500.

Loge nr. 52 Urania har adresse på Suhrs Gade 13C, 4930 Maribo, sammen med, søsterloge nr. 75 "Den Blå Anemone."

Logen blev institueret den 29. januar 1922, efter at der havde været tilløb til logedannelsen siden 1919. Vi "betragter" loge nr. 24 Reventlow, i Nakskov som vor moderloge.

Vi er ca. 60 brødre i loge nr. 52 Urania. Vores alder ligger mellem 40 og 91 år. Socialt og kulturelt repræsenterer vi hele det danske samfund, hvilket betyder, at vi lærer at samarbejde på tværs af alder og skel. Et skel vi i øvrigt ikke accepterer inden for Ordenen.

 

HVILKET FORMAL HAR VI?

Ordenens lille blå folder med de gyldne ringe, fortæller om Odd Fellow Ordenen, og dermed også om vor loges formål.

Da det i hverdagen, undertiden kan føles svært, at få mulighed for at kunne fungere som hele og harmoniske mennesker, er logen et dejligt fristed for den moderne tids fortravlede mennesker.

Logearbejdet giver den enkelte lejlighed til at arbejde med sig selv, og gennem vort fællesskab forsøger vi at hjælpe hinanden til at leve efter venskabs-, kærligheds- og sandhedsidealerne.

 

HVAD FORETAGER VI OS?

Loge nr. 52 Urania holder møde hver mandag i perioden fra 1. september til 15.maj.

En logeaften er delt op i et logemøde og en selskabelig del. Aftenen starter kl. 19:30. Første del af mødet afholdes i en dertil indrettet logesal. Denne del af mødet har en fast forretningsorden, som er så bred, at der er gode muligheder for at drøfte mange spørgsmål. Partipolitik og sektvæsen er dog to punkter, der ikke må drøftes.

Andre aktiviteter kan f eks. være: Foredrag ved brødre og indbudte foredragsholdere. Vi besøger også andre loger på deres logeaftener.

Under den selskabelige del af vore logeaftener hygger vi os med hinanden og nyder et lettere traktement med et glas snaps og en øl eller vand til. Udgifterne hertil ligger på 80 kr. Normalt slutter møderne senest kl. 23:00.

Foruden at arbejde med os selv har vi en del humanitære og kulturelle opgaver. Midlerne hertil kommer først og fremmest fra brødrenes kontingent suppleret med indtægterne fra lotteri ved hvert møde og frivillige bidrag fra brødre.

 

HVOR STOR ER UDGIFTEN TIL MEDLEMSKAB?

Kontingentet er for tiden kr. 255,- om måneden. Ved optagelse betales der kr. 500,- og ved hver af de øvrige tre grader kr. 400,-. De tre grader får man tildelt i løbet af ca. 2 år.

 

HVILKEN PÅKLÆDNING TIL LOGENS MØDER?

Ved logens almindelige møder er påklædningen mørkt tøj og ved særligt festlige lejligheder (gradtildelinger mv.) er påklædningen kjole og hvidt.

Denne side er sidst opdateret 15-12-2014